Gå til hovedindhold

Skal du gå STEM-Vejen?

Helix Lab dannede rammen om et større seminar, hvor hovedtemaet var, hvordan får man flere til at vælge STEM-Vejen inden for uddannelsesområdet. Peter Lund Madsen kiggede forbi, og fortalte om hjernens tanker, når det kommer til de naturvidenskabelige fag, og så var der rig mulighed for inspiration til at få flere til at vælge STEM-Uddannelserne.

STEM-Peter
"Hvis vi skal redde verden med flere mennesker, højere levestandard mv. skal vi man uddanne sig og skabe viden indenfor de naturvidenskabelige fag, så vi kan sørge for at vi alle kan være her uden at ødelægge det hele".
Peter Lund Madsen
Hjerneforsker

STEM står for: Science, Technology, Engineering og Mathematics. Alle naturvidenskabelige fag som man møder på mange uddannelser. Men det er også fag, som ofte møder modstand når de unge skal vælge deres videre vej i uddannelsessystemet.

Derfor dannede Helix Lab rammen om et seminar, hvor der mellem undervisere og institutioner kunne udveksles erfaringer og gives inspiration til, hvordan man kunne motivere de kommende studerende til at vælge STEM-Vejen.

Blandt de mange talere var hjerneforsker Peter Lund Madsen inviteret til et oplæg omkring hjernen og netop synet på naturvidenskabelige fag.

Oplægget hed ’Den kreative STEM-hjerne’ og var viden og inspiration omkring hvordan vores hjerne udvikler sig, og ikke mindst har udviklet sig med tiden. Blandt andet også hvordan angst er et vigtigt element for os alle, men også at vi i dag har skabt en hjerne, der er alt for bange, når vi faktisk ved, at vi aldrig har levet et mere sikkert liv en vi gør i dag. Vi er alt for gode til at se på alt det, der kan gå galt, og derfor får vi lagt energien på noget, der nok aldrig kommer til at ske.

Peter Lund Madsen både startede og sluttede på overskriften "Hvem skal redde verden":

-        Hvis vi skal redde verden med flere mennesker, højere levestandard mv. skal vi man uddanne sig og skabe viden indenfor de naturvidenskabelige fag, så vi kan sørge for at vi alle kan være her uden at ødelægge det hele.

Stem-Heidi

Ny viden og mange muligheder

Udover oplægget fra Peter Lund Madsen havde flere fundet vej til Helix Lab, for at give deres bud på, hvordan flere begynder at vælge STEM-uddannelserne.

Først var Heidi Mortensen, projektleder, Nordvestsjællands HF/VUC:

"I kompetencetilpasningsprojektet har det tætte samarbejde imellem uddannelsesniveauer været enormt vigtigt, og at vi her fælles støtter op om overgangene mellem HF/VUC til en videregående uddannelse. Der ligger nemlig et rigtig vigtigt arbejde i overgangene mellem niveauerne, for at få flere med videre til STEM-uddannelserne. Når vi er sammen om et projekt som dette, dannes der også faglige netværk, så man nemt kan række ud til hinanden for netop at sikre overgangene bedre fra livet som kursist eller elev til livet som studerende på en videregående uddannelse. I projektet har vi arbejdet meget med motiverende aktiviteter, der lå ud over den almindelige undervisning, for at ramme dem, der ellers ikke havde øjet på en STEM-uddannelse. Det har aktiviteter for at inspirere og vise hvad naturvidenskab også er, som fx at etablere et coronalab for VUC i Absalons laboratorier, CSI-forløb også på Absalon samt opkvalificering af undervisere til at bruge 3D-printere i undervisningen mv.".

Fra VUC Roskilde kom Lis Eilertzen, uddannelseskoordinator og tovholder på dagens faglige workshops i dag:

"Dagen i dag er vigtig for at bringe folk, der brænder for deres fag, sammen på tværs af institutioner, så alle går herfra med ny viden. Samtidig er dagen stedet, hvor vi får ny viden fra professionelle, vi kan tage direkte med hjem og bruge i vores undervisning. Fx om unges til/fravalg af STEM-fag og ikke mindst hvordan hjernen arbejder."

Hvorfor tilvælges eller fravælges STEM-Uddannelserne, det havde Lars Ulriksen, professor fra KU et bud på:

"Det vi ser gang på gang, er at det, der afgør et studievalg, bunder i særligt tre hovedfaktorer: Interesse for et fag, kan jeg se mig selv bruge resten af mit liv på det, og ikke mindst: Er jeg god nok? Der eksisterer stadig i dag nogle rigtig stærke fortællinger, fx om at fysik er rigtig svært. Sådanne fortællinger kan blive så svære, at man ikke tror man er dygtig nok, og det kan så resulterer i et fravalg af en STEM-uddannelse. Og det selvom man måske har været en af de dygtigste i sin klasse".

For Solveig Karin Jensen, projektleder fra Zealand, der havde dagen været særdeles givtig:

"Projektet har givet ”syn for sagen” i forhold til, at indsatser der både er målrettet det faglige og social virker i fht. Inklusion, trivsel og fastholdelse på de videregående uddannelser. De aktiviteter, der har været etableret under projektet, vil i en eller form blive videreført på Zealand. Suppleringskurser på VUC hen mod STEM-uddannelserne på de videregående uddannelser understøtter at flere får mulighed og interesse i at søge STEM kompetencer. Disse læringer og metode, modeller og værktøjer har projektet muliggjort – samtidig er der indledt et givtigt samarbejde på tværs af partnerne".

Læs mere om kompetencetilpasningsprojektet.

 

 

STEM-final