Skolernes fundamentale fællesskab

Fællesskabet er et fundament for skolerne. Uanset om det drejer sig om børnene eller om lærerne og pædagogerne. For der er mange måder, fællesskabet kan forstås og bruges til at skabe refleksion. Det fortæller Lisbet Rask og Trine Skov Jensen, der begge er chefkonsulenter ved Center for Skole og Læring på Absalon. 

”For mig sætter ordet fællesskab blandt gang i tanker om, hvordan børnene egentlig går og har det på skolerne. Der tales om en trivselskrise, og hvad vi kan gøre for, at den her generation af børn og unge kan trives så godt som muligt. Med hvad gør vi ved det? Hvordan gør vi rent pædagogisk didaktisk? Hvad er det for en praksis, vi er sammen om i undervisningsrummet?” siger Lisbet Rask.

”Jeg tænker især på, hvordan de professionelle fællesskaber, det professionelle samarbejde, fungerer. Jeg har et indtryk af, at arbejdet med fællesskaber er noget af det, der ofte kan slide på pædagoger og lærere, der arbejder med børn og unge. De kan ofte opleve at blive kastet ud i det og stå alene med ansvaret, og at det udelukkende er dem, der på en eller anden måde skal få fællesskaberne til at fungere,” siger Trine Skov Jensen. 

”Her er det professionelle fællesskab vigtigt, for det er her man kan analysere fagligt sammen og se på, hvad der er, der er på spil, og hvad der skal gribes fat i efterfølgende.”

Lærernes fællesskab

En af måderne at arbejde med fællesskabet på, er at skabe en praksis, der inviterer til en mere organisatorisk tilgang til fællesskabet, både i undervisningsrummet, men også i samarbejdet mellem lærerne. 

”Jeg har et samarbejde med en efterskole på tredje år, hvor vi startede med et fokus, som hed ”nu skal vi blive bedre til at få de elever, der har det svært, til at være deltagende.” Men i dag har vi skiftet fokus til, hvordan udvikler vi vores undervisningspraksis, så den skaber større mulighed for 

deltagelse for eleverne, og vi samtidig skaber nogle fælles linjer på tværs af undervisere, så eleverne kan genkende noget af didaktikken. Altså hvordan vi kan stilladsere og rammesætte et samarbejde mellem lærerne,” fortæller Lisbet Rask. 

”Hvad kan give mening for lærerne, når de samtidig skal have de her vurderinger af udviklingen af praksis? Hvordan rammesætter vi sådan nogle møder mellem lærere? Det er jo noget, som både vi og lærerne har masser af erfaring med, men hvad er det vi kan gøre, som giver mest mulig kvalitet?”

De fælles linjer

Ifølge Trine Skov Jensen handler fællesskabet i skolerne også om linjer – og ikke mindst fælles linjer. 

”Man kan se på ”hvad er det, vi gør på denne her skole? Er der nogle særlige samarbejdsformer, vi praktiserer, eller er der særlige måder, vi taler sammen på? Nogle strukturer, nogle procedurer?” siger hun.

”Og så er der også det der med at vide lidt om, hvad det egentlig er, de andre gør? Nogle gange kan undervisning måske have lidt karakter af privatpraktiserende. Jeg kan tydeligt se, når jeg samarbejder med for eksempel en mindre kommune, som siger ”vi vil faktisk godt have, at vores lærere ved noget mere om skriftsprogsvanskeligheder og dysleksi,” så finder medarbejderne hinanden på tværs af skoler. De kunne godt tænke sig, at der var lidt mere fælleshed i forhold til, hvordan de skulle arbejde, og det peger også ind i det fællesskaberne,” forklarer Trine Skov Jensen. 

Drop de store forventninger

Som en sidste ting i forhold til fællesskabernes betydning vender Lisbet Rask igen tilbage til trivslen blandt børn og unge.

”Nogle gange har vi talt lokalt i Absalon om de røde navlers pædagogik. Altså det der med, at når vi er optaget af, hvordan eleverne føler, har det, trives, så kan det også give en overophedning af emotionaliteten hos børnene og de unge,” siger hun.

”Det her fokus på trivsel kan måske også resultere i nogle meget store forventninger til, hvor godt børnene skal have det, som måske nogle gange kan være begrænsende for de enkelte elever. Og der er det med, at man kan være deltagende i undervisningen uden nødvendigvis at have armene oppe i vejret, og det kan være okay. Måske skal vi kigge rigtig meget ind i den fælles praksis, vi er sammen om, nemlig at blive fagligt klogere på fag i folkeskolen, som noget af det, der er det vigtigste nu her.”