Gå til hovedindhold

Videnskab i børnehøjde: Nyt forskningsprojekt vil inspirere børn til at udforske science

Børnekulturen er fyldt med science. Rollespil, litteratur og computerspil er fyldt med forunderlige verdner, hvor alkymister, superhelte og magikere opfinder teknologier, eliksirer og gåder. Et forskningsprojekt fra Absalon skal undersøge, hvordan man får børn til at interessere sig for videnskaben.

”Børnene i projektet skal gerne stå tilbage med en oplevelse af, at science gør verden større og mere fantasifuld. At science ikke er kedeligt, men skaber muligheder og oplevelser,” fortæller Mikkel Snorre Wilms Boysen.

Han er docent i center for pædagogik og faglig leder af forskningsmiljøet ”Bevægelse, kreativitet og æstetik i pædagogisk arbejde” på Absalon. I sidste uge kunne han tilføje titlen som projektleder på projektet ”Alkymister, superhelte og andre videnskabsfolk - der er science i børnekultur!”, da han modtog en bevilling på 1.960.410 kr. fra VILLUM FONDEN.

Science-aktiviteter kan blive en naturlig forlængelse af børnenes verden, hvis man tager udgangspunkt i de materialer og omgivelser, de allerede befinder sig i. Det gør vi blandt andet ved at kigge på børnekultur. For den er fyldt med science-relaterede eventyr og opdagelser. Den kobling vil vi gerne skabe for børnene.
Mikkel Snorre Wilms Boysen
Docent og ph.d., Center for Pædagogik

Med bevillingen vil forskere og praktikere med speciale inden for både science-pædagogik og fritidspædagogik samarbejde omkring at udvikle og afprøves 20 intensive science-uger i fem fritidsklubber med i alt 500 børn i alderen 10-13 år.  Projektet involverer fritidspædagoger, forskere og fagspecialister til at udvikle og evaluere forløbene. Gennem tematiske tilgange, der bygger på børnenes interesser som gaming, rollespil og kreative værksteder, ønsker projektet at skabe en kobling mellem de ting, som det enkelte barn er optaget af på forhånd, og science-verdenen.

”Hvis vi kigger på det lille barn i daginstitutionen, så vil vi kunne se at børn allerede tidligt kaster sig ud i science gennem blandt andet madlavning eller matematik. Men når vi bliver ældre, så lander vi ofte i nogle låste kasser. Vi lander måske i kategorien ’hestepige’ eller ’science-dreng’,” forklarer Mikkel Snorre Wilms Boysen.

Han understreger, at både børn og voksne putter hinanden i bås - og det er ikke nødvendigvis negativt at lande i en. Men det kan være dårligt, hvis det bliver hæmmende for udvikling. Han håber, at science-aktiviteter kan blive en naturlig forlængelse af børnenes verden, hvis man tager udgangspunkt i de materialer og omgivelser, de allerede befinder sig i.

”Det gør vi blandt andet ved at kigge på børnekultur. For den er fyldt med science-relaterede eventyr og opdagelser. Den kobling vil vi gerne skabe for børnene,” understreger han.

Han kigger blandt andet i retning af fantasy-genren, hvor Harry Potter-bøgerne er et oplagt sted at finde en kobling mellem eventyr, fantasi og science.

”For hvis vi skal kunne flyve – hvad vil der så skulle til, for at det kan lykkes? Hvis vi skal brygge en særlig eliksir fra naturen – hvilke ting kan vi så gå ud i naturen, finde og bruge?”

Værkstedspædagogik i et nyt lys

Ud over børneperspektivet, så har projektet også fokus på den fritidspædagogiske tradition, hvor man arbejder med værksteder. Her vil man undersøge, hvordan ressourcerne i de enkelte værksteder kan bruges, så de understøtter science.

”I forhold til pædagogerne, så skal vi se på de muligheder, som allerede ligger i de mere traditionelle aktiviteter. Vi vil helt konkret at arbejde med science i de kreative værksteder, gaming og rollespil. På den måde kan vi ramme nogle af de områder, der er meget populære i en SFO – og ramme bredt,” forklarer han. 

”Forskningsmæssigt håber vi til slut at være blevet klogere på, hvordan vi helt konkret får flere børn til at interessere sig for science. Vi håber blandt andet, at det kan føre til, at nogle af de uheldige kategorier fx mellem drenge og piger kan nedbrydes. Det handler også om at turde drømme. Drømmer man fx om at kunne flyve? Eller om at være en superhelt? Den energi, der er i børns drømme, den bringer vi med ind i science-universet.”

 

FAKTA

Parter i projektet:

FriRUM Lab, Ungdomsringen, UCL samt fem fritidsorganisationer. 

I programmet Science i fritiden støtter VILLUM FONDEN fritidsorganisationer og institutioner, der skaber sjove og inspirerende fritidsaktiviteter, der giver børn og unge mulighed for at dyrke og styrke interessen for naturvidenskab og teknologi

I år har VILLUM FONDEN givet 23 millioner kr. til otte projekter, der alle har fokus på science-fritidsaktiviteter.

Læs mere om bevillingen her