Gå til hovedindhold

Vinderen af Biotekmesterskaberne 2023 er…

Der var spænding til det sidste, da finalen i Biotekmesterskaberne blev afgjort på Absalons Campus Kalundborg i Biotekbyen i dag. Det blev Bagsværd Kostskole og Gymnasium, der løb med sejren med deres projekt om bioplast.

Biotekmester Bagsværd

250 elever fra 10 gymnasier på tværs af hele Danmark dystede om titlen som Biotekmester 2023 på det nye Campus Kalundborg.

Der var mange forskellige og flotte projekter, som dommerpanelet, der bestod af repræsentanter fra Kalundborgs biotekindustri skulle rundt og se. Dommerpanelet roste elevernes flotte præstationer, og der var hård konkurrence om den prestigefyldte titel. Det blev Bagsværd Kostskole og Gymnasium der løb af med sejren, efterfulgt af Odsherred Gymnasium og Fredericia Gymnasium på en flot anden- og tredjeplads.

 

 

“Bagsværd Kostskole og Gymnasium vinder, fordi de har leveret et gedigent ingeniørarbejde. De har lavet en fin præsentation, og har samtidig skabt et produkt selv, og endnu bedre så har de testet deres eget produkt flere steder, også ude i naturen. Det er virkelig flot ingeniørarbejde”
Christian Møller
Dommer
Biotekvindere 2023 - 2. plads

Odsherred Gymnasium fik en flot 2. plads med deres forslag om at bruge enzymer til at rense drikkevand.

Nedbrydeligt bioplast

Gymnasieeleverne havde hjemmefra arbejdet med én af fire cases inden for emnerne fermentering, enzymaktivitet, spildevandsrensning og kemisk syntese. Fire cases som hver især repræsenterer elementer, der har afgørende betydning for produktionsprocesserne i hhv. Novo Nordisk, Novozymes, Kalundborg Forsyning og Lundbeck. Med udgangspunkt i casen skulle eleverne stille et forslag til fremstilling af et nyt produkt og/eller en løsning på et miljø-/samfundsmæssigt problem med fokus på cirkulær produktion og/eller et eller flere af FN’s 17 verdensmål.

Med deres case om nedbrydeligt bioplast lavet af glycerol, ethansyre og kartoffelstivelse, hvor vindergruppen fra kom med et bud på en anderledes form for bioplastic, som ikke blev opløst af vand, men som kunne opløse i blandt andet jord og ler løste Bagsværd Kostskole og Gymnasium casen særdeles flot:

“Bagsværd Kostskole og Gymnasium vinder, fordi de har leveret et gedigent ingeniørarbejde. De har lavet en fin præsentation, og har samtidig skabt et produkt selv, og endnu bedre så har de testet deres eget produkt flere steder, også ude i naturen. Det er virkelig flot ingeniørarbejde”, sagde Christian Møller fra dommerpanelet.

 

Biotekvindere 2023 - 3. plads

På en flot 3. plads kom Fredericia Gymnasium. De ville bruge enzymer til at rense spildevand.

Biotekkompetencer er efterspurgte i industrien

Biotekmesterskaberne afholdes i Biotekbyen Kalundborg, hvor Skandinaviens største biotekproduktion ligger. Her findes bl.a. verdens største insulinfabrik, verdens største enzymproduktion, verdens førende industrielle symbiose og Danmarks største raffinaderi.

Formålet med Biotekmesterskaberne er først og fremmest at sætte fokus på de mange spændende uddannelses- og karrieremuligheder inden for bioteknologi i produktionsdanmark og at bidrage til løsningen på den nationale mangel på STEM-kompetencer (science, engineering, technology og mathematics). En udfordring, der bliver yderligere forstærket for virksomheder, der har forretningsaktiviteter langt fra København og de store uddannelsesbyer i Danmark, og hvor tiltrækning af højtspecialiseret arbejdskraft er afgørende.  

Gymnasieeleverne er vilde med konceptet

Der er også opbakning fra de mange gymnasieelever, der ligesom arrangørerne og virksomhederne, kan se potentialet i Biotekmesterskaberne.

I alt konkurrerede 250 gymnasieelever fra 12 forskellige ungdomsuddannelser fra hele landet. Udover case-konkurrencen bød dagen på besøg i det nyopførste forsknings- og uddannelsescenter Helix Lab, et pop-up kemishow samt en messe med mulighed for at høre mere om Kalundborgs mange karriere- og uddannelsesmuligheder og hvordan STEM-fagene anvendes i praksis ude i virksomhederne.

Professionshøjskolen Absalon og Knowledge Hub Zealand er arrangørerne bag eventen i tæt samarbejde med en række andre lokale aktører: Kalundborg Kommune, Novo Nordisk, Novozymes, NNE, Kalundborg Refinery, Kalundborgegnens Erhvervsråd, Kalundborg Forsyning, Lundbeck, Chr. Hansen, Kalundborg Symbiose, Helix Lab, Nucleus Forlag, Fermhub Zealand og Unibio.

Se også:

Biotekmester.dk