Gå til hovedindhold

Vintercamp hitter hos HTX-elever fra Hillerød

For 2. år i træk gæstede U/Nord fra Hillerød Tekniske Gymnasium Kalundborg i februar til vintercamp hos ingeniøruddannelserne på Absalon. I år vendte begejstrede gymnasielærere således tilbage med 50 elever fra 3g, der fik smag på uddannelserne i bioteknologi og maskinteknologi i et nært og mindre studiemiljø, som Campus Kalundborg netop er kendt for.

robotics lab

Det er netop muligheden for at vise forskellige uddannelsesmuligheder og uddannelsessteder for elever med teknikfag på HTX, der er en af hovedårsagerne til det nu årlige besøg, forklarer underviser Gine Ørnholt Johansson fra U/Nord, Hillerød Tekniske Gymnasium:

”Vi vil gerne vise vores elever bredden af muligheder med deres fag, og når vi tager på tur ud og viser dem et sted som dette studiemiljø, kan det virkelig noget. Her oplever de et helt andet og nært miljø, som viser dem, at der er andre muligheder end det, der måske ligger lige uden for døren”, forklarer Gine, og tilføjer:

”Det er virkelig et fedt sted – her gad jeg godt selv at have haft mulighed for at studere”.
Gine Ørnholt Johansson
Underviser på U/Nord Hillerød Tekniske Gymnasium

Superb pipetter og behageligt lys i laboratoriet!

De to af grupperne gik i laboratorierne hos bioteknologiuddannelsen og skulle her arbejde med et Katalase Assay, hvor de brugte gærkugler til at undersøge reaktionshastighed. 

Eleverne er enige, det er et studiemiljø, der kan noget, forklarer Oline og Thea, da vi møder dem i en pause under et blødt tæppe og i gang med et kortspil i studenterloungen: 

htx-elever på besøg
”Der er gode sociale rammer til at lave noget sammen, det er faktisk ret hyggeligt. Vi har mødt nogle rigtig søde undervisere, og man kan mærke, at man går op i, at de studerende skal trives her."
Oline og Thea
HTX-elever, 3g, U/Nord
laboratoriet

"Vi har været i laboratoriet og arbejdet med en god blanding af noget vi kendte i forvejen og noget nyt, vi lærte. Udstyret er af høj kvalitet, superb pipetter og et behageligt lys i laboratoriet. Det betyder noget,” forklarer de to HTX-elever Oline og Thea, der har teknikfaget proces, levnedsmiddel og sundhed (PLS), og som derfor lavede opgaver i bioteknologiuddannelsens moderne laboratorier.

Programmering i Robotics Lab

Elever fra teknikfaget udvikling og produktion rykkede ind hos diplomingeniøruddannelsen i maskinteknologi og skulle programmere robotarme i Robotics Lab.  

Robotics lab

Casen omhandlede en smelteovn, hvorfra der skulle hentes en varm genstand. En gribearm kan være en løsning, men der kan også være hensyn som fx at genstanden, man løfter, kan være giftig, eller at man kan risikere at spilde. Derfor skulle eleverne lære at programmere en robotarm i præcise bevægelser, så et enkelt knaptryk løfter genstanden præcist ind i ovnen, og et andet tryk løfter den præcist tilbage. 

”Det er rigtig sjovt og spændende at være med i dag. Jeg kan godt lide robotter og samlebånd og at sidde og nørkle med tekniske ting,”
Nickolai
HTX-elev, 3g, U/Nord

”Maskinteknologi er en ganske relevant uddannelse i forhold til elevernes interesser, særligt her i robotlaboratoriet, og de er helt sikkert blevet inspireret af besøget ved årets vintercamp,” afslutter underviser Knud Venning fra U/Nord, Hillerød Tekniske Gymnasium.

Kontakt for information om vintercamp