Gå til hovedindhold

HTX-elever imponerede finaledommere ved årets Mesterskaber i Automation

Innovation, kageskærer, projektstyring, doseringsmaskine, virkelyst og perlesortering. Kreativitet, engagement og vigtige læringer om ingeniørarbejdet i årets projekter fra ZBC i Slagelses HTX-elever.

Fremlæggelse

Fredag den 23. februar åbnede Poul Johansen Maskiner, PJM, i Fårevejle dørene for finalearrangementet i Mesterskaber i Automation 2024. 

22 idérige og løsningsorienterede HTX-elever fra ZBC i Slagelse deltog med præsentation af deres automatik- og robotløsninger over for konkurrencens dommerpanel, Allan Torp, afdelingsleder ved PJM og Henrik Lund, lektor ved diplomingeniøruddannelsen i maskinteknologi på Absalon i Kalundborg.

Finaledagen var kulminationen på en projektopgave, eleverne var blevet stillet kort før jul og som blev skudt i gang på Absalons maskiningeniøruddannelse i Kalundborg. Elever skulle finde en robot- eller automationsløsning på enten et hverdagsproblem eller en løsning til industrien.

Det var et stramt program, eleverne havde været igennem, og det viste sig, at stort set alle grupper havde valgt at holde fast i den ide, de havde udviklet på projektets introdag, hvor de også fik sparring fra studerende ved diplomingeniøruddannelsen i maskinteknologi.

Projektstyring og -ledelse som central læring om ingeniørfaget

De 11 grupper havde i arbejdet frem mod deres løsning ’nørdet igennem’ med forskellig brug af vision, digitale genkendelsesprogrammer, pneumatik, Arduino, steppermotorer og svejsning, men på tværs af alle grupper blev det hurtigt en gennemgående erfaring, at helt centralt i al ingeniør- og udviklingsarbejde står projektstyring og projektledelse. 

En erfaring som Allan Torp fra PJM glædede sig over, at eleverne havde gjort sig, og som Allan også fremhævede i sin præsentation af PJM’s arbejde, hvor det at styre arbejdet med udvikling af fx en stor, high-end og meget kostbar automatikløsning for en kunde kræver en uhyre præcis projektstyring gennem arbejdets faser og på tværs forskellige faggrupper. 

Flere af eleverne kunne også genkende strukturerne i den måde, de havde arbejdet på gennem projektet i Allans fortælling om udviklingsarbejdet ved PJM, om end at projektet var i en anden skala:

”Det er spændende og inspirerende at se, at det vi har lavet og måden at arbejde på i projektet i skolesammenhæng ligner det, der sker i virkeligheden i virksomhederne.”
Mathilde Jensen
HTX-elev, ZBC i Slagelse
Mathildes gruppe fremlægger

Mathilde og hendes grupper viser deres projekt frem

Gennemført vinderløsning til automatisk kageskærer

Konkurrencen blandt grupperne var skarp. Henrik Lund, lektor fra Absalon fortæller i dommernes motivation for vinderløsningen, som var en automatisk kageudskærer: 

Vindergruppen

Vindergruppen med deres automatiske kageskærer

”Gruppen scorede topkarakter på alle vurderingsparametre: der var stringens gennem hele projektforløbet fra først til sidst, der var en fornem dokumentation og høj kvalitet af arbejdet i alle faser fra brainstorm over idefase, design, fremstilling, test til færdiggørelse.”
Henrik Lund
Finaledommer og lektor på diplomingeniøruddannelsen i maskinteknologi

Begge dommer fremhævede desuden, hvordan der var tænkt hele vejen rundt omkring løsningen: sikkerhed, funktionalitet og vedligehold, således et rigtig godt ingeniørarbejde.

Læs mere om diplomingeniøruddannelsen i maskinteknologi

Mesterskaberne i Automation afholdes fra Absalon af diplomingeniøruddannelsen i maskinteknologi. 

Læs mere om uddannelsen

Ansøgningsfrist i kvote 2: 15. marts kl. 12.00.