Gå til hovedindhold

Stabil søgning til Absalon

Samlet set er der samme søgning til Absalons uddannelser som i 2020. I alt har 3.307 søgt ind på Absalon med deres 1. prioritet. Den nye uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator, tidligere kaldet lægesekretær, er kommet godt fra start med 98 ansøgere. Uddannelsen til diplomingeniør i bioteknologi i Kalundborg har 25 % flere ansøgere, hvilket glæder rektor Camilla Wang.

3.307 uddannelsessøgende har mandag klokken 12 søgt ind på Professionshøjskolen Absalon og sat deres kryds i 1. prioritet på en af Absalons 13 uddannelser. Det er dermed på samme niveau som sidste år, hvor 3.300 søgte ind.

Velfærdsuddannelser falder

Med undtagelse af socialrådgiveruddannelsen, er der et lille fald i søgningen til de store velfærdsuddannelser, særligt sygeplejerske og  lærer. Det vækker bekymring, for Region Sjælland vil i 2030 mangle 7.000 pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere. Rektor Camilla Wang forklarer:

”Vi står og ser frem imod en seriøs udfordring for vores fælles velfærdssamfund de kommende år, når vi kommer til at mangle pædagoger, lærere og sygeplejersker. Desværre styrer mange unge udenom de store velfærdsuddannelser, mens behovet modsat vokser rigtig meget,” siger Camilla Wang, rektor for Absalon. “Det er en udfordring, vi skal arbejde for at løse på tværs af uddannelserne, kommuner og regionen  i de kommende år”.

Nyt campus klar i Kalundborg

Siden diplomingeniøruddannelserne i først bioteknologi og siden maskinteknologi er kommet til Kalundborg, så er antallet af ansøgere steget hvert år. I år har en stigning i ansøgere på 25 % på uddannelsen til diplomingeniør i bioteknologi bevist, at man i tæt samarbejde med lokale virksomheder og med et engageret lokalmiljø kan lykkes med at starte en ny uddannelse op fra bunden.

Vi er utrolig glade for at se, at vores første diplomingeniøruddannelse i Kalundborg igen i år har en flot stigning i søgningen. Det viser, at det med hårdt og dedikeret arbejde - og ikke mindst med virkelig godt samarbejde med private virksomheder og offentlige parter i Kalundborg Kommune - kan lykkes at skabe en succes med en ny ingeniøruddannelse
Camilla Wang
Rektor for Absalon

De i alt 103 ansøgere, der har ønsket de to ingeniøruddannelser i Kalundborg, får fornøjelsen af at starte deres tre et halvt års uddannelse på et spritnyt campus på Stejlhøj i Kalundborg. Campus ligger på en  helt unik beliggenhed skråt over for den nye station 'Biotekbyen - Kalundborg Øst' og biotekindustrien med virksomheder som bl.a. Novozymes, NNE og Novo Nordisk, som Absalon samarbejder tæt med på ingeniøruddannelserne.

Den 28. juli får alle, der har søgt ind på en videregående uddannelse i Danmark, svar på, om de er optaget. Herefter er det muligt at søge optagelse på uddannelser med ledige pladser, som blandt andet vil fremgå af Absalons hjemmeside.

Yderligere information 

Rektor Camilla Wang, 72 48 10 44, ​cwa@pha.dk 

Anine Asklund, 72 48 25 22, anas@pha.dk 

 

Billeder til fri brug i forbindelse med denne nyhed

Find fotos her