Gå til hovedindhold

Jeg ønskede redskaber til at tackle borgere med demens

Social- og Sundhedsassistent Lise-Lotte Larsen har på forløbet “Skolebænk på tværs” lært at informere og favne borgere med demens bedre, så der opstår færre konflikter i hverdagen.

I en hverdag med mange gøremål på en hospitalsafdeling er det ikke altid, at de ansatte får fortalt en indlagt borger med demens, hvad der skal til at ske, når de kommer ind på stuen.

Det kan resultere i, at borgeren med demens reagerer opfarende i sin manglende forståelse af, hvad der foregår. Men for social- og sundhedsassistent Lise-Lotte Larsen, der er ansat på Nykøbing Falster Sygehus, har Region Sjællands forløb “Skolebænk på tværs” ændret på hverdagens udfordringer.

Forløbet handler meget om vigtigheden af at sætte sig ind i personen bag demensen og helt roligt fortælle om, hvad der skal ske, når man kommer ind på stuen. Jeg sætter mig nu mere ned og forklarer dem, hvad vi skal til. Forløbet har fået mig til at tænke over, om jeg gør tingene på den rigtige måde i hverdagen.
Lise-Lotte Larsen
Social- og sundhedsassistent, Nykøbing Falster Sygehus

Forstår ikke noget

Hun beskriver, at der kommer mange ældre borgere med demens på sygehuset. De ligger i sengen og forstår grundlæggende ikke, hvad der foregår omkring dem. Derfor var hun ikke i tvivl, da hun så “Skolebænk på tværs”. Det forløb skulle hun deltage på.

"Systemet er ikke helt indrettet, så det passer til borgerne. Men vi kan øve os, og det kræver bare lidt omstrukturering. Jeg har lært at være på bølgelængde med borgerne med demens. Det går jo ofte stærkt på arbejdet, og så får man ikke altid informeret dem, og så hakker de ud efter os, og det er helt forståeligt".

Lise-Lotte Larsen siger, at det har været dejligt at møde andre faggrupper på “Skolebænk på tværs” og høre om deres oplevelser set fra deres arbejdsvinkel. Med på forløbet var social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter og visitatorer.

Der var mange faggrupper, og vi fungerede godt sammen. Indtil nu har forløbet givet mig rigtigt meget, og jeg kunne godt bruge flere af sådan nogle forløb, siger Lise-Lotte Larsen

Forløbet er blevet til med penge fra Sundhedsstyrelsen under temaet “Praksisnært kompetenceløft i kommuner og regioner”. Det er Region Sjælland, der i samarbejde med Professionshøjskolen Absalon har udviklet uddannelsesforløbet med titlen “Skolebænk på tværs”.