For ergoterapeuten Christopher er det ”sindssygt smukt” at bringe patienter tilbage til livet

Personale i grønne, hvide og blå kitler mylder ind og ud mellem hinanden, hilser og giver beskeder på kryds og tværs. Nogle grupper taler indforstået fagsprog, mens andre griner afslappet. Af og til trækker de små grupper ind til siden, når en portør kommer drønende med sengeliggende patienter eller vogne med mad. 

Vi befinder os i et farverigt gangsystem under jorden. Den tilsyneladende uendelige kælder er en del af Sjællands Universitetshospital i Roskilde (SUH). Hvis det her er velfærdssamfundets maskinrum, er Christopher John Paine et af maskinens små vigtige tandhjul.

Christopher er ergoterapeut, og det var netop på grund af hospitalets mange specialer, at han her landede på sin rette hylde i et job, hvor han i dag behandler patienter der er indlagt akut med hjerneskader. 

”Sygehuset er bare et stort shoppingcenter i forhold til at finde ud af, hvad du interesserer dig for, og hvad du gerne vil,” fortæller Christopher begejstret.  

”Der er så mange forskellige patientgrupper og så mange dygtige kolleger, som kan hjælpe dig med at finde ud, hvor du kan blomstre.” 

Planen formes i fællesskab

Christopher John Paine er 44 år og har været ansat på SUH de sidste seks år. Han bevæger sig ubesværet gennem mylderet på hospitalsgangene og ind i et lille roligt personalerum forbeholdt fysioterapeuter og ergoterapeuter. 

Her skænker han sig en kop kaffe, sætter sig og møder en kollega, som også arbejder på Almen Neurologisk Afdeling. Christopher spørger kollegaen ind til patienten Frank Jensen, som han skal besøge senere på dagen. 

Kollegaen fortæller, at Frank har fået konstateret en tumor i hjernen, og derfor har fået et udfald i sin højre side. Han har svært ved at bruge højre arm og ben, så nu vil ergoterapeuterne lægge en plan, der kan få Franks krop og hjerne til at kommunikere sammen igen. Det langsigtede mål er at gøre Frank så selvhjulpen som muligt. 

”Det er virkeligt spændende at arbejde i det akutte i neurologien på et sygehus. Når en patient kommer ind, ved vi ikke, hvad planen er. Den skal jeg være med til at forme,” forklarer Christopher.

”Først skaffer jeg mig en fornemmelse af, hvordan patienten har det socialt, motorisk og sensorisk. Bagefter snakker jeg med lægen, fysioterapeuten og sygeplejersken, og sammen træffer vi en beslutning.”

I samme båd 

For patienterne er de faglige beslutninger, som Christopher er med til at tage bag kulisserne, afgørende for deres behandling og videre liv. Derfor bliver han også følelsesmæssigt påvirket – både når patienter klarer det godt og dårligt. Heldigvis oplever han, at kollegerne på hospitalet støtter hinanden i opture og nedture: 

”På sygehuset er jeg blevet en del af en lille familie, for vi har tavshedspligt og må ikke dele vores oplevelser derhjemme. Vi er i samme båd, og derfor er vi sindssygt gode til at snakke sammen. Jeg har nogle gange grædt, hvis jeg har oplevet noget rigtigt hårdt, men også hvis noget har været rigtigt smukt,” fortæller Christopher.

For tre måneder siden oplevede personalet et særligt forløb. Kvinden fra et ældre ægtepar havde pådraget sig en traumatisk hjerneskade. I det ene øjeblik kom en speciallæge med en positiv nyhed, og i det næste øjeblik kom en anden læge med en dårlig nyhed. 

”Til trods for den følelsesmæssig rutsjetur ægteparret blev sendt ud på, sad de to og kiggede dybt forelskede på hinanden hele vejen igennem. Det snakkede vi meget om i hele personalegruppen. Deres livsvarige kammeratskab og kærlighed rørte mig til tårer,” fortæller Christopher.   

Samarbejdet med patienten

På sengeafsnittet af Neurologisk Afdeling møder Christopher patienten Frank Jensen for første gang. Christopher er meget bevidst om, at mange patienter oplever hospitalet som enormt travlt, og derfor bruger han tid på at skabe tillid, da han møder patienten Frank Jensen: 

”Når jeg kommer ind, sætter jeg mig hos Frank og præsenterer mig stille og roligt: ’Jeg hedder Christopher og jeg er ergoterapeut. Hvem er du?’ Så kommer han med sin historie, og på den måde så vækker jeg faktisk tillid ret hurtigt,” fortæller han. 

Frank Jensen sidder lidt sammenfalden i en lænestol og fortæller Christopher, at en blodprop i hjernen har gjort ham lam i den højre side, og han kan ikke bruge sin højre arm og ben. Christopher bruger hele sin krop, og ved et tryk omkring hoften, og en kombination af en omfavnelse og et løft, får han den noget større Frank op at stå.

”Jeg bruger enormt mange kræfter og koncentration på at mærke efter, hvad Franks krop gør. Jeg prøver at komme ind og fange nogle muskler i hans krop, så kroppen kan genkende hvad det er, den skal. På den måde får jeg nogle slukkede kontakter til at tænde igen,” fortæller Christopher.

At bringe mennesker tilbage til livet

Christopher lader Frank synke tilbage i lænestolen. De to mænd kigger hinanden i øjnene, puster ud og smiler. Christophers t-shirt er våd af sved.  

”Målet var at give Frank en kropsoplevelse af, at han kan mere, end han tror og give ham motivation til at træne videre. Det virkede,” forklarer Christopher tilbage i personalerummet. 

Christopher føler sig som en dygtig ergoterapeut, når han kan give andre mennesker troen på, at deres liv kan komme til at fungere igen. 

”Når jeg lykkes med at give en patient som Frank selvtilliden tilbage, og når jeg ser den store mand blive rørt, så bliver jeg også selv rørt. Det er sindssygt smukt at hjælpe patienter tilbage til livet,” fortæller Christopher.