Fra foredragsholder til didaktiker: Martin Castillo skaber en ny forståelse af motivation

Da Martin Castillo bliver ringet op af sin vejleder fra Absalon, der fortæller ham at hun har indstillet ham til årets diplomopgave for erhvervspædagogik (DEP) for afgangsprojektet ”Motivation i læringsmiljøet”, tænker han ”holy shit,” for hun fortæller ham samtidig, at projektet, som han afleverede få måneder tidligere, er det bedste, hun nogensinde har læst.

”Jeg bliver overvældet, for jeg ser virkelig op til de undervisere, som jeg har haft på uddannelsen. Jeg har stor respekt for alt det, de kan. Så da hun ringer og fortæller mig, at min opgave bliver indstillet, så bliver jeg bare så stolt,” fortæller han.

DEP-prisen er et samarbejde mellem de seks professionshøjskoler. Prisens formål er at sætte fokus på den vigtige viden, lærerne udvikler, i løbet af deres diplomuddannelse. At lige Martin skulle ende med at stå med den i hånden, stod ikke i stjernerne. For at gå i skole har ikke altid været nemt.

”Som dreng havde jeg meget energi og jeg kunne ikke sidde stille. Jeg stillede spørgsmål til alting og ville ikke acceptere, at ’det her, det er bare noget, du skal vide.’ Jeg ville forstå verden omkring mig,” fortæller han og understreger, at han ikke følte sig hjemme i den struktur og den måde, som han blev undervist på som dreng. Han beskriver det som ”den største anerkendelse nogensinde” at modtage denne pris:

”Jeg er nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg opnår mine største succeser gennem andre mennesker. At modtage prisen handler ikke kun om mig. Det handler om eleverne. Prisen er deres fortjeneste og et bevis på, hvad de er i stand til og kan blive til."

En øjenåbner for læring

Ganske tidligt i sin karriere stod det klart for Martin, at han havde det bedst, når der var mennesker omkring ham. Som barn af skuespillere, så faldt det ham helt naturligt at stå foran folk. Ikke bare for gæsterne, da han kom i lære som tjener og efterfølgende sommelier, men også for det personale som han langsomt gennem sin karriere fik et større og større ansvar for. Men med det ansvar kom også et større behov for at kommunikere.

Han husker især en episode fra Comwell Hotels i Korsør, hvor han var F&B chef med ansvar for restaurant, køkken og konference. En række chefer fra hotelkæden var på besøg til et sparringsmøde. Martin var på vej ned til morgenmaden fra sit kontor, og får øje på en bunke kabler, der ligger på jorden.

”Jeg beder en af de ansatte om at flytte dem. I min optik var det bare en lille opgave, der skulle ordnes hurtigt. Men hun gik i forsvar. Jeg fandt efterfølgende ud af, at hun var blevet meget ked af det. Hun havde grædt. Det gik mig på, for det var jo slet ikke min hensigt at gøre hende ondt. Jeg ville gerne bare have de kabler flyttet.”

Episoden gør et stort indtryk på ham. For hvordan kan den lille handling eskalere? Da han kort tid efter begynder en diplomuddannelse i erhvervspædagogik på Absalon, begynder han langsomt at forstå hvorfor.

Martin opdager gradvist, hvordan han opnår helt andre resultater med sine ansatte, når han bruger de teorier og metoder, som han lærer på diplomuddannelsen. Da han læser Hilde Hiim og Else Hippes teori om den didaktiske relationsmodel, der kort fortalt handler om, at elever har helt forskellige forudsætninger for at lære, falder tiøren for alvor:

”Det er virkelig en øjenåbner. Jeg bliver ramt af det. Men jeg bliver også gal. For er der ikke nogen, der har læst den her bog, tænker jeg? Hvorfor har man dog indrettet vores undervisningssystem som man har, når det er så åbenlyst, at elever lærer forskelligt og kommer ind i læringsmiljøer med helt forskellige forudsætninger. Det starter virkelig noget i mig – og jo længere jeg kommer i min uddannelse, jo mere undrer jeg mig, jo mere aggressiv bliver jeg og jo mere ønsker jeg at ændre."

Fra foredragsholder til didaktiker

Martin underviser blandt andet i vin og drikkevarer, gastronomi, salg og gæstepsykologi på tjeneruddannelsen på ZBC. De studerende omkring ham virker umiddelbart interesserede og engagerede. Derfor undrer det ham, at de ikke kan huske, hvad han lærer dem. 

”Der er mange forskellige typer af elever, men med det samme mål. Hvordan holder man dem alle i gang på samme tid, når de har så forskellige tilgange til læring? Det går op for mig, at jeg beder dem om noget forkert. De skal i virkeligheden forstå deres egen læring, for at tage ansvar for den.”

Med udgangspunkt i sin undervisning fra Absalon opretter han derfor tre læringsforløb om det samme emne. Undervisningen er inddelt i farver - rød, gul og grøn. Bag farverne ligger tre forskellige tilgange til opgaveløsningen. I den røde kategori går eleverne for sig selv, afsøger selv mulighederne for at løse opgaverne og har ikke brug for hjælp. I den gule kategori arbejder de i et fastlagt forløb. I det grønne forløb er eleverne tæt med Martin, der hjælper dem med at løse opgaverne.

”Modellen frigiver tid og jeg kan koncentrere mig om de elever, der har mest brug for mig. Det blev helt tydeligt, at det virkede. Pludselig fik jeg nogle helt andre resultater. Jeg fik mere motiverede elever, de kom aldrig for sent, de stoppede med at gabe i timerne og så kunne de huske, hvad de blev undervist i. Jeg gik fra at være foredragsholder til at blive didaktiker – til at skabe læringssituationer i et praksisfællesskab. Det handler helt konkret om at sætte hold, så de lærer af hinanden. På den måde bliver jeg en helikopter, der sammensætter hold på kryds og tværs alt efter, hvad vi laver. Her sker læringen så helt af sig selv.”

Betydning for egen læring

I juni afsluttede Martin Castillo sin diplomuddannelse i erhvervspædagogik på Absalon med det afgangsprojekt, som vandt prisen for ”Årets Afgangsprojekt”. Prisen blev overrakt på Metalskolen i Slangerup den sidste dag i september, og her fik Martin også begrundelsen for, hvorfor det netop blev ham, der kunne gå hjem med prisen:

”Martin drager sammenligninger mellem forskellige undervisninger i sine skarpe og indsigtsfulde analyser, og han udpeger, hvilke undervisningspraksisser, der særligt bidrager til motivation og læring hos eleverne. Han kritiserer egne tidligere forståelser og opsætter en ny forståelse af motivation.”

Men rejsen stopper ikke her. For Martins mål er at få mulighed for at påvirke uddannelsessystemet og synet på læring: ”Jeg har fået øjnene op for, hvor meget vi gør forkert i undervisningen. Ingen skal føle, at de ikke er gode nok. Det rammer mig virkelig, når folk har det dårligt.”

Derfor håber han på at kunne læse videre og fortsætte den ”transformative rejse mod at forstå og skabe motivation”, som han selv beskriver det:

”At modtage prisen har stor betydning for min egen læring. Det er også et bevis på, at mine oplevelser tilbage i syvende klasse ikke har ødelagt mig – og at det jeg kan og vil, er rigtigt. Jeg er højlydt, jeg diskuterer min indstilling med folk omkring mig og jeg går indimellem over grænsen. Men nu ved jeg, at jeg bare skal fortsætte.”