Myndigheder mangler viden om voldens konsekvenser

I samfundet mangler der en grundlæggende forståelse for, hvad vold gør ved de mennesker, der bliver udsat for det.

Sådan opsummerer Thilde Normand en af de helt store udfordringer, hun til daglig oplever som socialrådgiver på Krisecenter Guldborgsund.

”Den manglende viden om vold i nære relationer betyder blandt andet, at borgeren risikerer at stå uden et netværk, når de stopper på vores center, og dermed falde tilbage i det liv med vold, de forsøger at komme væk fra,” siger Thilde Normand.

De senere år er der ellers kommet et større fokus i socialt arbejde på netop vold i nære relationer, der i stigende grad bliver set på som et strukturelt problem, som vi alle har ansvar for at gøre op med.

Der er samtidig stor politisk opmærksomhed på området, og regeringens seneste udspil til en handlingsplan fra 2022 sætter fokus på tidlig opsporing, effektiv koordinering og en større indsats rettet mod voldsudøveren.

Udfordringer i det koordinerende samarbejde

Hos Krisecenter Guldborgsund, der både henvender sig til voldsramte mænd og kvinder, arbejder de hver dag med konsekvenserne af vold i nære relationer, og netop mændenes position stiller skarpt på en anden stor udfordring i socialrådgivernes arbejde.

”Den manglende forståelse betyder blandt andet, at der i den daglige praksis er store udfordringer i det koordinerende samarbejde med myndighederne,” fortæller Thilde Normand.

Hendes kollega, socialrådgiver Lisa Hansen, uddyber:

”For eksempel er mændene her på centeret på samme vilkår som kvinderne, men når det kommer til deres ret til at få psykologbehandling, så står det helt skævt til. Kvinderne kan til enhver tid få psykologhjælp, men vi skal hver gang kæmpe med kommunen for at kunne give mændene samme behandling, selvom de har helt samme problemstillinger som kvinderne.”

Ingen tager over

Ifølge de to socialrådgivere er en anden udfordring, ved den manglende viden om konsekvenserne af vold i nære relationer, at sagerne ikke bliver fulgt ordentligt til dørs.

”Eksempelvis oplever vi, at efterværn er så godt som ikke-eksisterende. Der er nogle enkelte, vi kan få efterværn på, men ellers bliver de fleste udskrevet uden, ” siger Thilde Normand og fortsætter:

”Og det er bare rigtig trist at have haft et forløb med en indskreven borger her på krisecenteret, og så i princippet skulle give slip på dem, uden nogen tager over. Det er dybt frustrerende.”

Konsekvenserne af den manglende opfølgning betyder blandt andet, at borgeren risikerer at stå alene med sine problemer, og at der er en større risiko for, at han/hun går tilbage til voldsudøveren, fordi de mangler et støttende netværk.

”Uden den støtte bliver det langt vanskeligere at fortsætte et liv, hvor man i højere grad bliver gladere og kan stå bedre i alle mulige andre henseender,” fortæller Thilde Normand.

Bedre samarbejde vil hjælpe

Både Thilde Normand og Lise Hansen mener, at det netop er i det koordinerende samarbejde mellem aktørerne på området, der skal sættes ind, hvis samfundet skal hjælpe borgeren bedre på vej.

”For eksempel når vi taler efterværn, så er det helt centralt, at det bliver tilbudt, så der er én, der følger borgeren – også hvis borgeren flytter fra den ene kommune til den anden, og der skal ske en overlevering. På den måde kan vi være med til at støtte borgeren i, at hun ikke opgiver midt på vejen.”