Myter om seksuelle overgreb skal aflives

Når socialrådgivere arbejder med seksuel vold mod børn, er tilgangen ofte præget af berøringsangst og tabuer.

”Der er ingen tvivl om, at det er et vanskeligt område, som mange slet ikke har lyst til at håndtere som fagpersoner – og det er helt forståeligt,” siger Mona Westphal Sørensen, lektor på socialrådgiveruddannelsen på Absalon. Hun har gennem flere år arbejdet med vold og seksuelle overgreb på børn, og hun underviser blandt andet i emnet.

”Noget af det, jeg er meget optaget af, er at få aflivet de mange myter og antagelser, der er på området. Derfor handler det om at skabe et vidensgrundlag hos kollegaerne ude i praksis, som de kan handle ud fra,” siger Mona Westphal Sørensen. Hun forklarer, at seksuelle overgreb kan defineres som en seksualiseret form for vold.

Særligt udsatte positioner

En af misforståelserne, som Mona Westphal Sørensen ofte støder på, handler om forståelsen af, hvem der begår seksuelle overgreb, og hvem det er, der bliver udsat for seksuelle overgreb.

”Der kan være en ide om, at det er onde pædofile mænd, der gemmer sig i hjørnerne af internettet og så kaster de sig frådende over børnene,” forklarer hun og fortsætter:

”Men hvis vi spørger i en 7. klasse, så kommer størstedelen af de uønskede seksuelle oplevelser fra jævnaldrende. Resten sker primært i familiekontekst hos børn, der er i nogle særlige udsatte positioner.”

Mona Westphal Sørensen forklarer, at under halvdelen af dem, der begår overgreb, kvalificerer sig til den psykiatriske diagnose pædofili.

”Det er meget komplekst, men det vi ved noget om er, at jo flere risikofaktorer, jo større risiko er der for, at man bliver udsat for seksuelle overgreb, og for at man udvikler en dysfunktion i sin seksualitet og begår seksuelle overgreb. Og en væsentlig risikofaktor her er forekomsten af andre former for vold.  Så har vi børn, der bliver udsat for vold – altså andre voldsformer – så skal vi skærpe vores opmærksomhed.”

Ude i praksis

Noget som Mona Westphal Sørensen ofte oplever ude i praksis er, at der mangler grundlæggende viden, og at der derfor ofte bliver handlet på baggrund af antagelser.

”Det betyder, at vi ikke får beskrevet volden og den seksualiserede vold i for eksempel vores handleplaner. Man har en tendens til at beskrive rundt om problematikken, i stedet for ind i problematikken. Det betyder, at vi ikke nødvendigvis får givet den rigtige indsats, blandt andet fordi vi selv kan være i tvivl om, hvad den rigtige indsats er.”

Hun fortsætter:

”Mange i praksis tror, at de mangler kompetencerne til at arbejde med seksuelle overgreb. Men meget af den viden, vi kan bruge, har vi i forvejen i forhold til, hvordan vi arbejder med og behandler traumer.”

Vi er dygtige til at hjælpe

Som fagperson er det ifølge Mona Westphal Sørensen centralt at opsøge den rigtige viden til at håndtere seksuelle overgreb.

”Vi skal starte med at se på os selv og spørge: ”er jeg berøringsangst? Hvad holder mig tilbage?”. Der skal nogle gange brydes tabuer, som vi ikke selv er bevidste om, at vi har, for at vi er bedre rustede til arbejdet med børnene,” forklarer hun, og tilføjer:

”Men det er vigtigt for mig at understrege overfor kollegerne ude i praksis, at man ikke skal være så bange for at håndtere det her. For vi er dygtige til at hjælpe børn, der er udsatte for traumer i rigtig mange sammenhænge, og det er det samme, de har brug for her. Vi skal blive bedre til at kvalificere det, når det handler om seksuelle overgreb.”