Nyt hold ingeniører klar fra Campus Kalundborg
16 nye diplomingeniører er netop blevet færdiguddannet fra Kalundborg Campus. Fremtiden ser lys ud for dem alle med jobmuligheder eller kandidatuddannelser i sigte.
Forventningsfulde dimittender klar til at indtage job, jobsamtaler og kandidatuddannelser
Endnu et hold diplomingeniører er blevet færdige på den forholdsvise nye uddannelse i Kalundborg. I alt 16 nyuddannede diplomingeniører er nu klar til de næste skridt, og fremtiden ser lys ud, siger uddannelsesleder Kathrine Bisgaard:
”Flere af dem har allerede fået et job. Der er også flere som har besluttet at læse videre. Der er også nogen som lige nu søger job og skal til samtaler de næste uger; og nok også et par stykker som lige skal overveje hvad de har lyst til. Så kort fortalt, de har mange muligheder, og det er jeg rigtig glad for”, siger Kathrine Bisgaard.
En af disse muligheder kunne fx være et job på Novo Nordisk i Kalundborg eller en af de øvrige virksomheder i byen, hvoraf flere samarbejder med de studerende gennem hele deres studietid i form af fx studiejob, praktik, projekter, virksomhedsbesøg og gæsteforelæsninger, og som derfor også allerede kender flere af dimittenderne:
Firstmovers
Det er kun det andet hold, som er blevet færdige siden diplomingeniøruddannelsen kom til Kalundborg. Det første hold er allerede videre, de fleste i job i Kalundborg og enkelte, som stadig er ved at læse videre:
”Akkurat som hold 1, så er det nye hold også firstmovers. De rykkede til en ny uddannelse i en ny by, og har været med til senest at flytte med til vores nye campus. Nu kommer flere af dem i job i Kalundborg, men jeg håber at nogen af dem, som læser videre, kommer tilbage til Kalundborg igen til Helix Lab og laver deres speciale”, siger Kathrine Bisgaard.
Yderligere oplysninger
Kathrine Bisgaard, Uddannelsesleder, 7248 1497
Stine Gry, Director Communications & Public Affairs Novo Nordisk, 3075 0567
Klaus Kristensen, Presseansvarlig Absalon, 7248 2727