Personaleleder eller med på skadestuen – mange muligheder for sundhedsadministrative medarbejdere
Både Rikke Fog Nielsen og Heidi Nyberg har været lægesekretærer i mere end 20 år, og de arbejder begge som lægesekretærer på Slagelse Sygehus, men alligevel er det vidt forskellige ting, de to arbejder med i hverdagen
Rikke Fog Nielsen er personaleleder for 23 lægesekretærer, og i hendes hverdag er det især lederrollen der fylder, hvor hun tager sig af sine medarbejdere, hjælper dem, når der er behov og sørger for, at alt går korrekt til.
Heidi Nyberg er lægesekretær på akutafdelingen, og her ved hun aldrig hvad der skal ske, når hun møder ind. Her kan hun blandt andet være med på traumestuen, hun kan bestille diverse prøver og røntgenundersøgelser og står ofte lige ved siden af patienten, det handler om.
Den nye uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator byder på samme måde på mange forskellige veje, man kan vælge, og dermed selv være med til at forme sit arbejde.
Direkte kontakt til patienter
Da Heidi Nyberg blev uddannet i 1995 skulle hun blandt andet bestå en latinprøve og en prøve i at skrive hurtigt på skrivemaskine.
”Jeg gik rundt efter lægen med skrivemaskinen på stuerne, men den tid er for længst forbi, og i dag er det lægerne selv, der skriver,” fortæller hun.
”I mit job på akutafdelingen har vi i dag forskellige funktioner som sekretærer, hvor vi blandt andet laver telefonvisitation. Det vil sige, at vi tager imod opkald om akutte indlæggelseskrævende patienter og ikke akutte patienter fra for eksempel Falck eller praktiserende læger, som vi så er med til at visitere sammen med akutbagvagten og triagesygeplejersken,” forklarer Heidi Nyberg.
En del af hendes rolle er også at tage imod de gående patienter og sørge for, at de bliver registreret korrekt, ligesom hun også fungerer som skadestuesekretær. Her er hun blandt andet med til den daglige røntgenkonference, hvor gårsdagens patienter gennemgås, og efterfølgende kontaktes de patienter, hvor der er ændringer i behandlingsplanen.
Alt forløber efter planen
Rikke Fog Nielsen startede også med skrivemaskinen, men i hendes dagligdag i dag er det først og fremmest rollen som leder og controller, der fylder i dag.
Det betyder, at hun som personaleleder er rundt på afdelingerne for at se, om alt fungerer som det skal, og hun trækker data og kontrollerer at alt forløber efter de planer, der er lagt.
”Ingen dage er ens i det, jeg laver, for der er altid et eller andet uventet, der sker, en masse mails der skal besvares eller et møde der skal holdes med de ledende sygeplejersker og læger,” fortæller Rikke Fog Nielsen, der allerede tidligt i sin uddannelse vidste, at hun gerne ville være leder.
”Som leder er det især tilfredsstillende at være med til at få alting til at glide, som det skal. Men jeg har også nogle gange rollen som den, der skal ringe til en patient og fortælle, at vi har en ledig tid til dem. Og det er dejligt, for folk er tit så evigt taknemmelige for sådan et opkald.”
Udpræget ordensmenneske
Selvom Heidi Nyberg og Rikke Fog Nielsen har vidt forskellige funktioner, er der alligevel en helt klar rød tråd, der forbinder deres arbejde som lægesekretærer.
”Som lægesekretærer har vi et arbejde med mange muligheder for specialisering inden for sundhedsvæsenet, uanset om man interesserer sig for IT, registrering, vil være leder eller noget andet,” forklarer Rikke Fog Nielsen og fortsætter:
”Men det gennemgående er, at vi er meget gode til at sætte ting i kasser og gøre dem klar. Det er der ofte brug for, så alt går op i en højere enhed.”
Hun bliver suppleret af Heidi Nyberg:
”Selv er jeg et udpræget ordensmenneske, og jeg kan godt lige at tingene stemmer og er registreret korrekt. Det er en af vores forcer som lægesekretærer, og det er også derfor, at vi supplerer de andre faggrupper rigtig godt, og er med til at skabe et meget effektivt tværfagligt samarbejde,” fortæller hun.
Læs mere om uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator