Ph.d.-nyt: Udfordringer og potentialer i designbaseret forskning
Center for Skole og Læring er kendt for at bedrive forskning, der ikke blot beskriver praksis, men også forandrer den. Forskningsmiljøet digitale læremidler og didaktisk design har i en årrække været blandt de fremmeste i landet, når det kommer til at udvikle uddannelses- og undervisningsformater via designbaserede forskningstilgange.

Nu har lektor og ph.d. Peter Gundersen set denne tilgang til forskning efter i sømmene og blandt andet undersøgt, hvordan idéer løbende forbedres gennem såkaldte iterative processer og hvordan designprincipper afprøves og udledes i et projekt.
Peter Gundersen forsvarede sidste år sin afhandling, der ikke blot så kritisk på designtilgange i uddannelsesforskning, men også undersøgte potentialer, som nye projekter i Absalon-regi kan drage nytte af.
”Det gælder blandt andet, når det kommer til at formulere en overordnet strategi for, hvordan en serie af interventioner kan ses i sammenhæng - eller måder hvorpå brugere og praktikere tidligt kan involveres i vores projekter”, forklarer Peter Gundersen.
Ph.d.-projektet bidrager dermed til forskningen i Center for Skole og Læring ved at løfte den metodologiske højde på den store andel af projekter, der er interventions- og design-baserede. Projektet peger direkte på en række udfordringer, disse projekter står overfor og skitserer samtidigt en række løsninger, der har potentiale til at imødekomme dem.
Projekterne i Center for Skole og Læring vil med Peter Gundersens forskning både blive mere relevante og mere genkendelige for professionspraktikere i regionen.
FAKTA
Hvad: Det følsomme og slidsomme skole-hjem-(sam)arbejde. - En institutionel etnografi om forældres arbejde, når børn har det svært i skolen
Hvem: Jimmy Krab
Hvor: Aalborg Universitet, Institut for Kultur og Læring, ILD-Lab – Forskningslab for It og Læringsdesign, København
Projektet blev bevilget af Professionshøjskolen Absalon