Anbragte børn kan mere, end vi tror

Skole og uddannelse er helt essentielt for børns udvikling og trivsel, men især for anbragte børn og deres plejeforældre kan det ofte byde på store udfordringer.

Ifølge Niels Graarup, der er læringsvejleder for plejeforældre i Mariagerfjord Kommune, er der gode muligheder for at reducere disse udfordringer, hvis både skole, plejeforældre og læringsvejleder arbejder sammen om en fokuseret indsats.

Her er tre pointer fra podcasten:

1.Hvilke centrale udfordringer er der omkring plejebørns læring?

Der er en tendens til, at forventningerne til plejebørnenes evner er for lave. Fordi de er anbragte og haft en kaotisk start på livet, så er der andre forventninger til dem end til andre børn. Faktisk har hele 50 procent af plejeforældrene nedjusterede forventninger til, hvad deres plejebarn kan. Men børnene kan mere, end mange tror.

For børnene er det gennemgående, at de kan have svært ved at holde fokus og have opmærksomhed på undervisning igennem længere tid. Derfor er det vigtigt, at det understøttes i både hjemmet og i skolen. For hvis de for eksempel ikke kan tage imod, og huske, fælles beskeder i skolen, så bliver de ikke undervisningsparate – og dermed bliver de ikke uddannelsesparate.

Læringen kan trænes i hjemmet, med hjælp fra læringsvejlederen, hvor der for eksempel kan sættes fokus på den dialogiske læsning, det vil sige samtaler om det, barnet læser i en bog. Kan barnet genfortælle det, hun har læst? Kan hun forklare begreberne? På den måde kan plejeforældrene være med til at støtte læringen.

2.Hvordan arbejder plejeforældre og skole bedst sammen?

For at skabe det bedst mulige grundlag for børnenes læring, arbejdes der helhedsorienteret med konkrete målsætninger og områder. Det kan for eksempel være talforståelse eller dialogisk læsning. Læringsvejlederen er i dialog med både plejeforældre og skole omkring målsætningerne, så de kan understøtte hinanden bedst muligt.

Samarbejdet er vigtigt, for så kommer både plejeforældre og barn til at opleve, at de indsatser, de gør i hjemmet, også er noget, skolen synes er en god ide. På den måde får skolen også ansvaret for den egentlige læring, mens plejeforældrene får rollen som omsorgsgivere og dem der øver sig med barnet.

3.Hvornår virker samarbejdet mellem plejeforældre og læringsvejleder bedst?

Niels Graarup oplever, at plejeforældre og læringsvejledere er gode til at møde og hjælpe hinanden. Plejeforældrene er ofte meget dygtige til det, de gør, og læringsvejlederen kan hjælpe dem med at sætte ord på – oversætte og sætte begreber på – hvad de konkret gør i en pædagogisk og psykologisk kontekst. Og det er der mange plejeforældre, der kan bruge, så de forstår, at deres indsats nytter.

På den måde er de med til at gøre hinanden gode i det anerkendende møde. Og det er her, der sker en udvikling med barnet.