Gå til hovedindhold

Fra lærer til skoleleder på 4 år

Med en læreruddannelse kan karrieren gå mange veje. For Thomas Gustafsen var han ikke i tvivl om, at han ud over lærergerningen var nysgerrig på at kombinere engagementet i undervisningen med en lederrolle. 4 år efter endt uddannelse står han nu med ansvaret som skoleleder, og har ikke fortrudt sin retning.

Kort om Thomas

  • Navn, alder og by: Thomas Gustafsen, 37 år og fra Nykøbing Falster
  • Færdiguddannet lærer fra Absalon i 2018
  • Undervisningsfag: historie, samfundsfag og dansk ældste
  • Job i dag: Skoleleder på Stormarkskolen i Nakskov
Thomas Gustafsen fra lærer til skoleleder

Jeg trives virkelig i den ekstremt varierede arbejdsdag, der gør at to arbejdsdage aldrig er ens. Oplevelsen af at skabe mening i medarbejdernes arbejdsliv og samtidig understøtte børns mulighed for personlig, social og faglig udvikling.

5 hurtige til Thomas

  1. Hvorfor valgte du læreruddannelsen?

    I sin tid valgte jeg læreruddannelsen, da jeg havde en drøm om at undervise og udvikle børn. Der var mange overvejelser forbundet med mit valg. Jeg har en søster og tidligere svoger, der i sin tid læste til lærer i Vordingborg og talte virkelig godt om uddannelsen. 

  2. Hvad er det bedste ved at være uddannet lærer?

    Det er svært at koge ned, men det er nok for mig særligt at se hvordan jeg bidrager til, at elever udvikler sig fagligt, socialt og personligt. At opleve elever, der havde mistet troen på egen skolegang ændre indstilling og løfte sig igennem den undervisning man netop har fået værktøjerne til at planlægge.

  3. Hvordan gik du fra at være lærer til skoleleder på blot 4 år?

    Efter studiet fik jeg job på skolen Horslunde Landsbyordning, og her tog jeg sideløbende en diplomuddannelse i ledelse, da jeg gerne ville ledervejen på sigt. Den hjalp mig videre som landsbyordningsleder for Holeby Landsbyordning, og herfra fik jeg muligheden for at blive skoleleder på Stormarkskolen i Nakskov blot 4 år efter, jeg afsluttede min læreruddannelse på Absalon i Vordingborg. Det har jeg ikke fortrudt. 

  4. Hvordan er du blevet klædt på til at være leder?

    Jeg er ikke bange for lederrollen, da jeg både har fået og får en god støtte til rollen som leder.

    Jeg var allerede godt på vej igennem min uddannelse på Absalon, hvor der var højt til loftet, plads til at blive udfordret og dygtige undervisere. Dernæst gjorde jeg mig selv erfaringer, og jeg mødte en stor tillid på min første arbejdsplads som nyuddannet lærer (Horslunde Landsbyordning). Da jeg tog diplomuddannelsen i ledelse, oplevede jeg i høj grad hvordan både undervisningen og sparringen med andre ledere og kompetente undervisere løftede refleksions- og handleniveauet til et uhørt højt niveau.

    Men det slutter jo heldigvis ikke, for jeg skal hele tiden udvikle mig som leder. Så i dag har jeg en tæt sparring med skole- og dagtilbudsstaben og min skole- og souschef i Lolland Kommune, hvor kompetence- og fagligt niveau er højt. Dertil læner jeg mig op ad mine lederkolleger i vores professionelle læringsfællesskab, som er et skarpt rum af erfaringer, viden, kompetencer og eksekvering.

  5. Hvad gør dig glad i dit arbejde?

    Heldigvis mange forskellige elementer. Det er blandt andet kompleksiteten i de beslutninger, jeg dagligt er med til at træffe som leder, og balancen jeg arbejder i, når jeg skal skabe bro fra politiske beslutninger og ud til de dygtige medarbejdere, jeg leder. Jeg trives også i den ekstremt varierede arbejdsdag, der gør, at to arbejdsdage aldrig er ens. Oplevelsen af at skabe mening i medarbejdernes arbejdsliv og samtidig være med til at  understøtte børns mulighed for personlig, social og faglig udvikling. 

 

Tag en Diplomuddannelse i Skoleledelse

Har du ambitioner om at blive skoleleder og vil du klædes bedst muligt på til rollen?

Med en Diplomuddannelse i Skoleledelse får du en lang række konkrete redskaber der gør dig i stand til at håndtere hverdagens udfordringer som skoleleder.



Læs mere om uddannelsen her