Stil skarpt på hjernen

For pædagoger i dagtilbud kan det være uvant at forbinde fokus på hjernen og sansernes funktion med pædagogisk arbejde med børn – men med neuropædagogikken i værktøjskassen får pædagoger i dagtilbud et redskab til at kommunikere bedre med børnene.

”Neuropædagogik er måske ikke noget man normalt forbinder med dagtilbud, men det handler om at sætte fokus på barnets forudsætninger og læring, udvikling og dannelse,” forklarer Eva Laine Jakobsen, der er underviser på Center for Pædagogik på Absalon og som har stor viden om og erfaring i arbejdet med neuropædagogik.

Kort sagt er neuropædagogikken anvendt neuropsykologi, der rummer det etiske og filosofiske, pædagogiske, sociologiske og biologiske perspektiver, som afsæt for en helhedsforståelse af børns forudsætninger, læringsmiljøer og relationer i det pædagogiske arbejde.

”Man stræber efter at forstå børnenes indre perspektiv, og for at kunne det, er det vigtigt, at pædagogerne har viden om hjernens udvikling og omgivelsernes betydning for det,” siger Eeva Laine Jakobsen.

”I neuropædagogikken kan pædagogerne for eksempel hente redskaber til, hvordan man kan afstemme sin egen kommunikation, og hvordan man tilpasser det til barnet. Man får også viden om for eksempel det sansemotoriske og hjernens udvikling og modenhed, så man bedre kan arbejde følelsesmæssigt, sanseligt og kognitivt,” siger Eeva Laine Jakobsen.

Kig på dig selv

Kristina Wacherhausen er kollega med Eeva Laine Jakobsen på Center for Pædagogik, og der er især et begreb indenfor neuropædagogikken, hun fremhæver: mentalisering.

Mentalisering er et forholdsvist nyt perspektiv i dagtilbudspædagogik, og det handler om, at man skal kunne skelne mellem sin egen og børnenes sindstilstande.

”Som pædagoger i dagtilbud bliver vi nødt til at kigge på den betydning, vi selv har i relationen til børnene. For hvad er det, vi selv tager med ind i den relation?” siger Kristina Wacherhausen.

”De små børn, som vi arbejder med i dagtilbud, kan ofte ikke give udtryk for deres følelser i ord, og derfor bliver vi som pædagoger nødt til at forstå, hvorfor deres adfærd er, som den er. Det kan vi bruge den her mentaliseringsevne til. Man kan få forståelse for, hvorfor barnet kommunikerer som det gør, og hvilke forudsætninger barnet har i for eksempel det sociale samspil med andre.”

Hvis man som pædagog er interesseret i at anvende en neuropsykologisk tilgang i sit arbejde, så er første skridt, at man skal blive klogere på sig selv. Man skal forstå sig selv indefra for at forstå andre udefra.

”Man skal have en forståelse for hjernen, så man kan sætte sig ind i, hvordan den her hjerne egentlig modnes hos de små børn, man arbejder med. Samtidig er det vigtigt med den holistiske tilgang, for det er det samlede billede, man skal se på,” forklarer Eeva Laine Jakobsen.