Gå til hovedindhold

Pædagogiske konsulenter binder enderne sammen

Der kan være langt til det yderste led, når udvikling skal forankres, og der samtidig skal holdes skarpt fokus på kerneopgaven og den høje faglige kvalitet. Her spiller de pædagogiske konsulenter en vigtig rolle.

I kommuner og regioner er der lige nu en bevægelse fra central til decentral styring, og her indtager ikke mindst de pædagogiske konsulenter en nøglerolle.

Du kan læse tre af podcastens pointer her: 

1. Forståelsen af kvalitet og faglighed er under forandring

Hos kommuner og regioner er der fokus på en højere grad af faglig kvalitet og en ændret forståelse af, hvad god kvalitet egentlig er i forhold til den pædagogiske kerneopgave.

Derfor ser vi på velfærdsområdet en bevægelse væk fra central bureaukratisk styring hen imod en mere decentral faglig ledelse. Det betyder, at der er en forventning om, at ledelse rykker tættere på konkret praksis og dermed kommer tættere på at arbejde med kerneopgaven. Derfor kommer der også et øget fokus på den organisatoriske læring og et fokus på, at den faglige praksis er en udviklingsorienteret praksis. Det er kort sagt en anden forståelse af, hvad professionel faglighed er.

På den måde bliver professionel faglighed og kvalitet knyttet tæt sammen, og det betyder, at udvikling ikke bare er noget, vi gør nogle gange, men at det er en måde at forstå fagligheden på. Det betyder samtidig, at kerneopgaven er bevægelig, den står aldrig stille.

2. Et øget behov for samstyring

En af de største udfordringer lige nu er, at mange af de kommunale tiltag, der bliver sat i værk, ikke når ud til yderste led, og  at tiltagene ikke udleves hos brugerne og børn og unge.

For det kræver et stærkt fælles fundament, når der gås fra en central til en decentral styring.

Hvad er for eksempel formålet og kursen i forhold til de initiativer, vi sætter i gang ude i praksis? Hvordan griber vi det an i fællesskab? Og ikke mindst: hvordan får vi frontmedarbejderne med, og hvordan oplever de de nye tiltag og indsatser?

Når det handler om udvikling, kan det i praksis nogle gange være vanskeligt at få enderne til at nå sammen, og man kan opleve, at det kommunale og det decentrale er to øer for sig, selv om de arbejder mod samme mål. 

3. Pædagogiske konsulenter og udviklingskonsulenter spiller en central rolle i udviklingen

Pædagogiske konsulenter i kommuner, udviklingskonsulenter i institutioner og faglige ledere spiller en mere og mere central rolle i forhold til at understøtte netop den faglige kvalitet og udvikling og ikke mindst i at forankre fagligheden.

Derfor er det helt centralt, at de kan navigere i koblingen mellem den forvaltningsmæssige logik og den pædagogfaglige logik, og at de kan arbejde med både organisation og helt konkret med mennesker. På den måde kan de oversætte og lave brobygning.

Det kræver, at konsulenterne har kompetencer i forhold til kommunikation og en konkret evne til at skabe commitment og inspiration.

Konsulenten skal kunne arbejde med proces- og projektledelse, ligesom målhierakier, systematisk arbejde med modeller og metoder i forhold til forandringsprocesser er vigtigt.

Samtidig skal konsulenten hele tiden have for øje, at der er forskellige interesser i spil i forhold til de nye praksisser, og derfor stiller det krav til at kunne arbejde tværprofessionelt og koordinerende: Hvem er det egentlig, der har hvilke roller, og hvad er interesserne, der er på spil? – for de er ofte modstridende. 

Relaterede uddannelsestilbud

Den pædagogiske diplomuddannelse

Den pædagogiske diplomuddannelse er for dig der har ambitioner om at styrke din professionelle identitet og ønsker rum, anledning og mulighed for at bygge ekstra lag på din faglighed. Uddannelsen er professionsrettet og kompetencegivende og giver dig ny faglig viden, dybere indsigt i metoder og tilgange samt et opdateret blik på de muligheder og udfordringer du møder i hverdagen. Uddannelsen er således både for dig, der har ambitioner om at udvide din grundfaglighed og for dig der drømmer om at specialisere dig i et særligt område eller funktion. Retning og fokus er op til dig.

Den professionelle konsulents forankring

Vil du have kompetencer til at udvikle din egen praksis i forhold til organisationsudvikling i samspil med teori- og forskningsbaseret viden ? Konsulentens arbejde er i baseret på at understøtte forankring af organisationers forandringsprocesser. Konsulentrollens forankring er i fokus for at understøtte forankring af udviklingsprocesser og sikre at forandringer sætter sig igennem i praksis i organisationer. I dette skal man som konsulent kunne indgår i samarbejde om at håndtere processer i både lokale kontekster og i større organisatoriske perspektiver.