Gå til hovedindhold

Kristendomskundskab/religion

Religion i verden og i samfundet? Religion i natur og kultur? Religion i den enkeltes liv? 

Lær at undervise om religiøse traditioner, religiøs praksis og filosofiske spørgsmål. Faget arbejder med mennesker, begivenheder og ideer. 

 

Religiøse artefakter

Religion er ikke kun tekster. Religion kan også undersøges gennem de mange spændende genstande, mennesker har frembragt gennem tiden og bruger den dag i dag. Hvad betyder det for elevers forståelse af religion, at man kan røre ved religion?

Overordnet lærer du at planlægge, gennemføre og evaluere undervisning i kristendomskundskab, religion og filosofi. Undervisning som eleverne møder igennem hele deres skoletid. 

Du kommer til at arbejde med religion og filosofi som historiske, sociale og kulturelle fænomener.

Det gør du for eksempel, når du arbejder med kristendom, islam og andre religioner både historisk og nutidigt. Du vil blive introduceret til nye religioner og spirituelle udtryk, men også filosofi og etik, ikke-religiøse livsanskuelser og religionskritik.

Faget kvalificerer dig til at analysere og diskutere stoffet, forberede engagerende og motiverende undervisning samt føre meningsfulde filosofiske samtaler med dine elever helt fra indskoling til udskoling. 

Faget kan åbne op for en mere nuanceret forståelse af verden omkring os

"Jeg valgte faget, da jeg altid har haft en interesse i religion og en nysgerrighed i forhold til hvilken rolle religion spiller i menneskers liv - både hos det enkelte individ, i samfundet og i verden omkring os. 

Jeg finder faget enormt relevant i folkeskolen, da det kan åbne op for en mere nuanceret forståelse af verden omkring os, og giver os mulighed for at blive klogere på os selv og hinanden.

I undervisningen arbejder vi med et væld af tilgange: vi kigger på religion i en historisk kontekst, vi sammenligner forskellige ritualer, læser og samtaler om myter. Vi diskuterer filosofiske spørgsmål, og hvordan vi kan arbejde med det ude på skolerne. Vi tager på ekskursioner, hvor vi møder andre trossamfund og lærer om både den officielle religion og den levede" fortæller Emma Borello Sejersbøl fra læreruddannelsen

Emma - lærerstuderende
Tablist controls

Adgangskrav

Du skal opfylde de generelle adgangskrav til læreruddannelsen samt have bestået Filosofi B, Historie B, Idéhistorie B, Kulturforståelse B, Psykologi B, Religion B, Samfundsfag B eller Samtidshistorie B.