Udenlandsk eksamen
Har du en udenlandsk eksamen, skal du søge inden 15. marts klokken 12.
Du kan få information om reglerne for optagelse på grundlag af en udenlandsk eksamen på Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.
Under udenlandsk eksamen hører også International Baccalaureate (IB), enten den er taget i Danmark eller i udlandet.
-
Vurdering af udenlandsk eksamen
Hvis du søger ind på baggrund af en udenlandsk eksamen, opfordrer vi dig til at få din eksamen vurderet hos Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, inden du søger. Ansøgning til vurdering af udenlandsk eksamen hos Styrelsen for Universiteter og Internationalisering.
Er du i tvivl om din eksamen kan ligestilles med en dansk gymnasial eksamen, er der hjælp at hente. Du kan undersøge, om din udenlandske gymnasiale eksamen kan ligestilles med en dansk gymnasial eksamen i eksamenshåndbogen. Eksamenshåndbogen er opdelt efter lande, så det er nemt at tjekke.
Ved ansøgere, der har en udenlandsk adgangsgivende eksamen, og som samtidig har behov for opholdstilladelse i forbindelse med uddannelsesopholdet, foretager den enkelte uddannelse en konkret vurdering af hver enkelt ansøger
-
Sprogkrav
Når du søger om optagelse på en uddannelse på Professionshøjskolen Absalon, der udbydes på dansk, kan du blive bedt om at dokumentere, at du har de nødvendige kundskaber i dansk. Du skal både mundtligt og skriftligt være i stand til at gennemføre uddannelsesaktiviteter og aflægge prøver på dansk.
Hvem er omfattet af dansk sprogkrav?
Er du en ansøger med et udenlandsk adgangsgrundlag, kan Professionshøjskolen Absalon kræve, at du har bestået prøve i dansk 3 (niveau B2) eller at du kan dokumentere tilsvarende kundskaber.Bemærk: Alle ansøgere med et udenlandsk adgangsgrundlag kan blive afkrævet prøve i dansk 3 (niveau B2) efter en konkret individuel faglig vurdering
-
Betaling for uddannelsen
Hvis du ikke har ret til en statsfinansieret videregående uddannelse i Danmark, kan du søge om optagelse som selvbetalende studerende.
Du har ikke ret til gratis uddannelse, hvis du er statsborger i et land uden for EU/EØS og ikke har en opholdstilladelse, der giver ret til gratis uddannelse.*
Du kan i stedet søge om optagelse som selvbetalende studerende. Hvis du bliver tilbudt en studieplads, skal du selv betale for uddannelsen. Din optagelse er i første omgang betinget af, at du betaler studieafgiften for 1. semester inden studiestart.
Som selvbetalende ansøger skal du opfylde de samme adgangskrav som andre ansøgere. Er du statsborger i et land uden for Norden, skal du desuden være opmærksom på kravet om danskkundskaber svarende til dansk på A-niveau.
Du er underlagt de samme regler som andre ansøgere og får svar på din ansøgning ultimo juli.
Du modtager særskilt information om betaling, når vi har behandlet din ansøgning.
Se studieafgifter for selvbetalende studerende
Opholdstilladelser, der giver ret til gratis uddannelse
Opholdstilladelser med ret til permanent ophold giver som udgangspunkt ret til gratis uddannelse. Det samme gælder midlertidige opholdstilladelser med mulighed for varigt ophold.
Siden 2019 har en række midlertidige opholdstilladelser som udgangspunkt også givet ret til gratis uddannelse. Det gælder opholdstilladelser udstedt efter udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, § 8, stk. 1 og 2 samt § 9, stk. 1 eller § 9 c, stk. 1 som følge af familiemæssig tilknytning, jf. § 7, stk. 1 eller 2 eller § 8, stk. 1 eller 2.
Du skal indsende dokumentation for din opholdstilladelse, så vi kan vurdere, om du har ret til gratis uddannelse. Ved midlertidige opholdstilladelser skal du også indsende afgørelsesbrevet fra Udlændingestyrelsen, så det fremgår, efter hvilke bestemmelser opholdstilladelsen er udstedt.